Når vreden dækker over uforløst sorg​

​Brian Laursen pustede sig op, blev ophidset, opfarende og råbte – det kunne virke voldsomt på andre, især hans børn. Først efter uddannelsen til Kempler Terapeut har han fået effektive redskaber til at få øje på og bearbejde den sorg, der viser sig at ligge til grund for vreden.

​

Dyb, ubearbejdet sorg er så nedbrydende en følelse, at den nemt udvikler sig til en udadvendt, aggressiv vrede.

​

Sådan lyder erkendelsen hos Kempler Familieterapeut Brian Laursen, der både professionelt og i sit private liv har kæmpet med at forløse og håndtere den voldsomme følelse af vrede, der kan lægge sig så tyngende over menneskers liv.

​

En vandring i vrede. Sådan beskriver 38-årige Brian Laursen sit liv, hvor han i lange perioder har søgt at dulme følelsen med dynger af arbejde. Men uanset arbejdsmængden er vreden blevet ved med at poppe op og forpeste de mest private relationer.

”I skolen blev jeg udsat for ekstrem mobning, og skoletiden var i det hele taget præget af konstante nederlag,” fortæller han: Jeg ligger på jorden, er en af de små fra 5. klasse, over mig står en kæmpeflok af store drenge fra ottende og råber: ’tud, tud, tud, tud – tud Køwenhavner-Brian” – alt imens jeg bliver fastholdt, og en af de mest ivrige drenge kører en femkrone hårdt frem og tilbage på mit brystben. Jeg græder ikke …

​

Overgrebene i sig selv er sorgfulde minder, men endnu mere trist er, at han holdt mobningen helt for sig selv i frygt for, at den ville eskalere, hvis forældrene blev indblandet. Brians mor havde på dette tidspunkt arbejde ved kommunen, og faren arbejdede som ufaglært håndværker.​

Nogle år senere bevægede de sig begge ind på det pædagogiske felt, og da Brian er ca. 13 år gammel, etablerede de et opholdssted for utilpassede unge. Begge forældre kastede sig passioneret ud i projektet i døgnets 24 timer. Tiden med forældrene var knap, og Brian holdt fortsat mobningen for sig selv. ”Mine forældre forsøgte at fordele sol og vind lige mellem mig og min søster og så det nystartet opholdssted, men det er en tidsrøver at være selvstændig. Jeg beundrer min far for, hvor han er i dag, og det han har opnået, men som så mange andre havde han desværre nogle blinde pletter i forhold til sit eget barn.”

​

Forældrenes livsværk knopskyder senere med et skoletilbud. Og skolen er stedet, hvor Brian Laursen i dag er souschef.​

19 år gammel og rodløs

Første gang Brian Laursen opsøger hjælp og går i terapi, er han 19 år. Han føler sig rodløs, har lavt selvværd og er nærmest udelukkende styret af sit temperament – ”I mit univers var der to muligheder – enten at få tæsk eller at give tæsk.”

​

En slags selvhjælp fandt han også ved at hjælpe unge, der var længere ude på kanten, end han selv var. Unge med stemplet ’du bliver aldrig til noget’, som han også selv havde fået.

​

Boksning og kampsport hjalp ham videre med at tøjle vreden, men her lærte han også at slås.​

Den nytteløse selvhjælp

Den bredskuldrede dørmand styrer Jomfru Ane Gade om natten, og om i weekenderne bidrager han til at få unge væk fra kriminalitet og misbrug via ungdomscenter BIXEN i Aalborg. Senere bruges dagtimerne som succesfuld it-sælger med en fed løncheck.

​

Brian Laursen bliver far, pædagog og topper op med en læreruddannelse, hvor han har solid succes med at hjælpe unge, også indvandrerdrenge, hvor målet er ’at holde dem ude af fængslet’, men som han får i gymnasiet.

​

Et af værktøjerne, Brian Laursen forsøger sig med igennem flere år, er Anger Management ved coach Henrik Munkholm. I 2003 resulterer det i et fælles foredrag om voldelige mænd under overskriften ’Undskyld, din kind kom i vejen’.​

Anger Management og personlige historier

”Jeg var drevet af at arbejde med min egen vrede. Holde den ud i udstrakt arm, se den i øjnene, men det virkede bare ikke. Jeg blev ikke mindre vred.”

​

Foredragene bliver udvidet med personlige historier og fører Brian Laursen til stand up-scenen, hvor han fortæller sine egne historier uden filter. I 2009 opvarmer han for Anders ”Anden” Matthesen, og kommer året efter med på udgivelsen ”Anden vender tilbage”.

​

”Jeg havde bygget høje stilladser rundt om mig selv, masker og facader, som jeg i alle årene forsøgte at nedbryde med endeløse timer ved psykolog, terapi-samtaler, selvudviklingskurser og selvhjælpsbøger – ja, og ved at fortælle min egne, for langt ude-historier i det offentlige rum,” fortæller han.​